Jeg arbejder ud fra en tilgang, hvor det vigtige er at finde ud af, hvad der virker for dig og ikke nødvendigvis ud fra en helt fastlagt teoretisk ramme. Jeg har en bred erfaring med kognitiv adfærdsterapi primært til angst og depression. Her er mit fokus på de tanker og den adfærd, som vedbliver og som spænder ben for dig. Til hver gang vi mødes, vil du skulle øve noget derhjemme. Det er nemlig, når nye perspektiver får et liv uden for rummet, at ændringerne sker.
Når vi har identificeret tankerne og adfærden, kommer vores fælles arbejde med at udfordre det. Oftest gøres dette ved at øve sig i at gøre noget andet, og så inddrage den erfaring i terapirummet, så vi hele tiden kan justere vejen. I dette trin inddrager jeg hyppigst også et arbejde med værdier med spørgsmål som:
- “Hvad er vigtigt for dig?”
- “Hvordan vil du gerne være som person?”
- “Hvad ville den modigste udgave af dig gøre?”
- “Hvad vil du gerne huskes for?”
Værdier er vores kompas, og vi kan glide langt væk fra dem på vores vej. Ved at minde os selv om det vigtige, bliver det ofte meget lettere at se retningen, som er meningsfuld for os. Vi skal med andre ord tilbage til det, som er vigtigt for os selv, og ikke det som vi tror alle andre synes er vigtigt.
Jeg inddrager gerne elementer fra det narrative, da netop de historier vi fortæller om os selv, kan være med til at fastholde os i nogle opfattelser af os selv, som ikke bidrager til den udvikling, som vi ønsker.
De teoretiske teorier kan dog aldrig stå alene og jeg bestræber mig på at inddrage de elementer, som jeg tænker giver mening lige netop for dig. Vi går sammen på opdagelse i de mønstre, historier og hændelser, som fylder i dit liv. Vi sorterer i og udfordrer det, som skaber forhindringer for dig, så du kan få skabt orientering og balance i dit liv.
